Ladestandere står klar: Oplad bilen ved Elgiganten i Svendborg
Nu har kunderne mulighed for at oplade deres elbil, når de løber ærinder i Elgiganten i Svendborg. To nye 120 kW-ladestandere svarende til fire ladepunkter står klar til brug.
"Vi er i en tid, hvor mange danskere skifter deres benzin- og dieselbiler ud med elbiler, og det gælder også vores kunder. Derfor giver det rigtig god mening for os at tilbyde dem muligheden for at lade deres elbil op, mens de handler hos os. Vi er derfor utroligt glade for vores samarbejde med OK, så vi nu kan tilbyde denne ekstra service til vores kunder, når de besøger vores varehus i Svendborg. Og det er kun begyndelsen. Vi har nemlig planer om at etablere lynladestandere ved 22 af vores 47 varehuse inden udgangen af 2025,” siger Peder Stedal, adm. direktør i Elgiganten.
Alle besøgende kan få nem og hurtig adgang til ladestanderen via OK’s app. Der er ingen abonnementskrav, du skal blot downloade appen og starte opladningen.
En del af en større aftale
De nye ladestandere er en del af en større aftale. I slutningen af 2023 indgik OK og Elgiganten en aftale om at etablere lynladepunkter ved 22 varehuse.
”Vi er rigtig glade for, at vores samarbejde er med til at sikre flere lademuligheder til elbilisterne, og vi ser frem til at klarmelde de næste ladestandere i rækken,” siger Kenneth Risborg Korsgaard, OK’s markedsdirektør på e-mobilitet, og fortsætter:
"Hos OK arbejder vi målrettet på at sikre lademuligheder der, hvor folk færdes til daglig. Vi mener, at det skal være nemt og bekvemt at være elbilist i Danmark, og her spiller aftalen med Elgiganten en betydningsfuld rolle."
Alle ladestanderne forventes at være idriftsat ved udgangen af 2025. Dernæst vil partnerne kigge ind i yderligere og løbende etableringer, som går ud over de lokationer, som aftalen på nuværende tidspunkt dækker.
Fakta om aftalen:
- Der etableres i alt 45 lynladere svarende til 90 ladepunkter, som kan lade med en effekt op til hhv. 120 kW og 240 kW. De fordeles ved 22 varehuse.
- Aftalen vedrører følgende varehuse: Grenå, Frederikshavn, Holstebro, Tilst, Glostrup, Slagelse, Randers, Holbæk, Herning, Vejle, Roskilde, Sønderborg, Hillerød, Hjørring, Viborg, Svendborg, Ringsted, Næstved, Kalundborg, Taastrup, Fredericia og Thisted.