Hvilken benzin skal jeg bruge?
Når du tanker din benzinbil, er det selvfølgelig vigtigt, at du bruger den rigtige benzin. Hvilken benzin du skal bruge, afhænger af din bils motortype.
Benzintyper
Der sælges overordnet set 2 forskellige typer af benzin på tankstationerne i Danmark. Alle benzintyperne har det til fælles, at de starter med E, som står for ethanol. Det efterfølgende tal repræsenterer mængden af ethanol i procent, der er iblandet benzinen. Du kan vælge mellem:
- E5: Benzinen indeholder 5 % ethanol
- E10: Benzinen indeholder 10 % ethanol
Kører du i en ældre bil fra 1990’erne eller tidligere, så vil din bil ofte ikke være godkendt til at kunne køre på E10. Derfor skal du tanke E5, når du tanker din bil hos OK.
Du bør altid se i instruktionsbogen eller spørge en fagperson, hvilken type brændstof du skal tanke på din bil.
Derudover har benzinen angivet et oktan-tal, som typisk er: 92, 95, 98 eller 100. Oktan 95 anbefales til langt de fleste biler, mens ganske få biler kører på oktan 92.
Oktan 98 og oktan 100 er såkaldt højoktan benzin.
Hvad er den rigtige benzintype til din bil?
Du bør altid se i instruktionsbogen eller spørge en fagperson, hvilken type brændstof du skal tanke på din bil.
Der er dog nogle tommelfingerregler: De fleste benzinbiler kan som udgangspunkt køre på høj-oktan-benzin, men ikke alle biler oplever markant effekt af det. Man vil typisk opleve den største effekt at oktan 100 i benzinbiler med turbo og benzinbiler med forholdsvis høj effekt (mange hestekræfter).