Ny markedsdirektør med fokus på OK’s transformation
Som landets største tankstationskæde og leverandør af en lang række andre energiprodukter og ikke mindst en strategi for markedet for opladning af elbiler, er OK et enormt spændende sted at være. Det mener i hvert fald OK’s nye markedsdirektør.
”OK er i en positiv udvikling. Det er en meget sund virksomhed, som skal til at transformere sig selv på visse markeder. Jeg er overbevist om, at OK, som har en meget bred profil, også i fremtiden vil være en nøglespiller på energimarkederne, og at selskabet i det hele taget går en spændende tid i møde. Det vil jeg gerne være en del af, og den grønne omstilling er noget, jeg kommer jeg til at have et stort fokus på,” siger Kenneth Korsgaard, ny markedsdirektør for privatmarkedet.
Han tilføjer, at OK’s gode kundeservice, hvor der er fokus på, at kundeoplevelsen skal være så friktionsfri som muligt, understøttet af en innovativ digitaliseringsstrategi, også har appelleret til ham. Og den gode kundeservice skal selvfølgelig fastholdes, lyder det.
Kenneth Korsgaard, som får plads i OK’s ledergruppe, har stor erfaring med netop kundeservice og optimering af kundeoplevelsen. Han kommer fra en stilling som kommerciel chef i Arriva med ansvar for salg og marketing, og forud for tiden i Arriva var han afdelingsdirektør i henholdsvis TDC og YouSee med fokus på forretningsudvikling og salgsoptimering.
Om Kenneth Korsgaard:
I OK får Kenneth Korsgaard ansvar for markedsområderne el, naturgas, forsikring, mobiltelefoni og e-mobilitet samt for salgskanalerne, herunder digitale kanaler.
Kenneth Korsgaard er født i Hjørring og har en MBA fra Aarhus Universitet samt en HD i afsætning. Han bor i Mårslet syd for Aarhus med sin kone og to børn.