Nu får alle danskere OK energi til omstillingen
Den grønne omstilling er ikke længere et spørgsmål om hvis, men om hvordan.
Med grønne treparts-aftaler og store investeringer i bl.a. infrastruktur til el-biler er den grønne omstilling på dagsordenen hos alle danskere.
Meget mere end brændstof
Som energiselskab, der samtidig er Danmarks største tankstationskæde, forstår OK måske bedre end nogen anden den omfattende omstilling, som forbrugeren står overfor. De fleste danskere vil gerne bidrage til kampen mod klimaforandringer, men kan være udfordret på, hvad de skal gøre og hvordan. Hvilken løsning kan bedst betale sig? Hvad nu hvis lovgivningen ændrer sig? Og hvad er i virkeligheden det rigtige valg for mig?
“Hver gang samfundet har stået overfor en transition til en ny energikilde, har OK fulgt med. Og det gør vi også i disse år, hvor elektrificeringen er massiv. De fleste danskere kender mest OK for at være et benzinselskab, der støtter sporten. Det er vi stadig, men OK er meget mere end dét; nemlig et energiselskab, der tilbyder både de kendte og de nye energiformer. Det vil vi gerne være endnu tydeligere omkring, og derfor lancerer vi nu vores nye kommunikationsplatform, udviklet i samarbejde med NoA. Vi kalder den ‘OK energi til alle’,” siger Marianne Skaanning, direktør for Marketing & Digital i OK.
Ifølge Michael Lamberth, CCO i OK, har det været en stor beslutning at ændre på OK’s veletablerede koncept, der har tjent selskabet godt i mange år.
”Vi holder fast i nogle essentielle elementer, så vi fortsat møder danskerne i øjenhøjde, tæt på deres hverdag og med et glimt i øjet. Men samtidig har vi ønsket at foretage nogle ændringer i takt med, at forretningen udvikler sig enormt. Vi er en af de førende leverandører af el og ladeinfrastruktur. Vi sælger varmepumper. Og det skal vores brand jo afspejle,” siger Michael Lamberth.
Humoren består - i nye klæder
OK’s historiske reklameunivers har gjort selskabet kendt og elsket af danskerne.
Det blev bekræftet i OK og NoA’s omfattende analyse, der ligger til grund for den nye kommunikationsplatform. Analysen viste også, at når det kommer til den grønne omstilling, så har danskerne mest af alt brug for hjælp til, hvad de kan gøre. Derfor har OK allieret sig med en række “OK-kolleger”, som bliver de nye stemmer på TV og i andre medier. Kollegerne skal hjælpe danskerne i deres grønne omstilling – med spøjse påfund. Så selvom OK nu træder frem på en ny måde, så er det stadig med den humor, som OK er kendt for.
Om kommunikationsplatformen, der er skabt i samarbejde med &Co. / NoA, fortæller senior kreativ Ole Hoffman:
“De nye OK-kolleger på Energistationen skal hjælpe danskerne med at navigere i både de kendte og nye energikilder. OK har en masse produkter på hylderne, som kan hjælpe danskerne ind i omstillingen. Det nye univers af skæve karakterer udfolder sig dér, hvor danskerne kender OK, nemlig på tanken, eller rettere sagt, på Energistationen. Her står Energipasserne klar til hjælpe danskerne med entusiasme, varmepumper, ladestandere eller strøm fra vedvarende energikilder og i det hele taget ‘OK energi’.”
“Energipasserne kender til danskernes udfordringer i den grønne omstilling, og de hjælper gerne med løsninger, uanset om det drejer sig om valg af grønne alternativer, ashiatsu-massage - mens elbilen lader - eller afstressende cupping med industri-støvsugeren. Med andre ord; velvære og hjælpsomhed, der giver energi til omstillingen,” forklarer han.
Kun 1/3 af danskerne ved det
Selvom OK er et veletableret energiselskab, så tænker hovedparten af danskerne “benzin”, når de tænker på OK. Kun en tredjedel opfatter OK som et energiselskab på trods af, at OK er en af de førende aktører på både el- og lademarkedet. Strategisk skal den nye kommunikationsplatform derfor bidrage til, at flere danskere forstår, at OK er et energiselskab, der har forstand på både kendte og nye energiformer og drivmidler.
“Danmark er først grønt, når alle er med - og vi kan tage et særligt ansvar ved at hjælpe den enkelte kunde til at vælge. Vi forventer, at vi fra vores nye platform får endnu bedre muligheder for at demonstrere det,” siger Marianne Skaanning.
Se link til nyt reklameunivers nedenfor.