Hvad er smøreolie?
Smøreolie er en massebetegnelse for olier, der anvendes til smøring af dele, der bevæger sig. De mest almindelige er motor- og gearolie, men smøreolie bruges til alle typer af maskineri, hvor der er bevægelse.
Hvad består smøreolie af?
En smøreolie består af en baseolie og nogle additiver. Tykkelsen på baseolien sikrer den korrekte smørefilm mellem dele, der bevæger sig mod hinanden. Additiverne er tilsat for at forbedre oliens egenskaber og sammen med baseolien sikre, at smøreolien passer til applikation og driftsform.
Hvad bruges smøreolie til?
Smøreolie anvendes stort set alle steder hvor der, pga. emner, der bevæger sig imod hinanden, er behov for beskyttelse imod slid. Smøreolie anvendes bl.a. i motorer, gear, maskiner og værktøj.
Smøreoliens primære funktion er at mindske friktion og dermed slid, men derudover kan den køle, virke rensende eller overføre kræfter.